Om støttekonceptet
Her kan du læse mere om Sportsbyen Aarhus' støttekoncept og hvordan du søger om midler til jeres talent og eliteidrætsindsatser
Støttekonceptet – rammer, vision og ansøgningsproces
Støttekonceptet er udviklet af Eliteidræt Aarhus i samarbejde med Fonden Eliteidræt Aarhus og har til formål at styrke og videreudvikle talent- og eliteidrætsmiljøerne i Aarhus Kommune. Konceptet er et vigtigt redskab i visionen om at gøre Aarhus til Danmarks foretrukne sted at leve og træne som talent- og eliteidrætsudøver.
Herunder findes al relevant information om, hvordan og hvornår I kan søge midler fra Fonden Eliteidræt Aarhus til jeres talentudviklingsindsats.
Støttekonceptet markerer en opgradering af ressourcer og muligheder for talent- og eliteidrætten i Aarhus og giver miljøerne bedre forudsætninger for at arbejde langsigtet og strategisk. Et centralt mål er at holde administrationen enkel og skabe størst mulig værdi i praksis.
I 2024 besluttede Fonden Elitidræt Aarhus at sætte yderligere økonomi af til at støtte aarhusiansk talent- og eliteidræt, og sammen med Aarhus Kommunes medfinansiering rummer støttekonceptet pt. mulighed for at uddele over 2 mio. årligt. Ligeså er der åbnet mulighed for flerårige bevillinger.
Eliteidræt Aarhus ser støttekonceptet som et levende koncept, der løbende kan justeres på baggrund af erfaringer og input fra miljøerne. På baggrund af uddelinger i 2025-2026 er konceptet blevet evalueret, og der er i 2027-2028 uddelinger lavet mindre tilpasninger i denne sammenhæng.
De kommende uddelinger for perioden 2027-2028 baseres på en række pejlemærker og fokusområder, som ansøgere skal forholde sig til.
De fire pejlemærker:
1. Levedygtige talent- og elitemiljøer
Vi ønsker at styrke de lokale talent- og elitemiljøers langsigtede udvikling. Det handler blandt andet om at skabe stabile trænerressourcer, udvikle stærke kompetencer og understøtte talentfødekæder, der kan sikre en vedvarende udvikling af idrætten i Aarhus.
2. Tydelige karriereveje
For det andet lægger vi vægt på tydelige karriereveje for atleterne. Der skal være sammenhæng mellem udviklingen af morgendagens talenter og de idrætsudøvere, der allerede præsterer på højt niveau, så overgangen mellem talent- og eliteidræt bliver så stærk som muligt.
3. Konkurrencedygtighed
Samtidig ønsker vi at understøtte konkurrencedygtige miljøer, hvor dokumenterede resultater går hånd i hånd med et fokus på fremtidigt potentiale. Målet er at skabe rammer, der udvikler både nuværende og kommende generationer af topatleter.
4. Sammenhæng mellem rekruttering og klub
Endelig prioriterer vi en stærk sammenhæng mellem rekruttering og klubudvikling. Gennem en langsigtet talentstrategi og et bredt fokus på talentudvikling ønsker vi at sikre, at de rette atleter møder de rette udviklingsmiljøer på de rette tidspunkter.
Støttekonceptet retter sig primært mod etablerede talent- og eliteidrætsmiljøer i Aarhus Kommune, men støtter også op om nye initiativer hvis det rette sportslige potentiale er tilstede. Det kan både være for klubber/foreninger, samarbejder mellem flere klubber eller forbundsforankrede miljøer.
Den primære målgruppe er miljøer, der arbejder med hele kæden fra talentudvikling til transition over i senior/elite. Modsat støttes børne-/ungdomsinitiativer ikke, ligesom initiativer der primært har karakter af rekruttering og foreningsudvikling ikke støttes. Sidst men ikke mindst, så er fuld-professionelle setup/hold ikke inden for støtterammen (fx professionelle fodboldhold, Team Danmark Verdensklasseatleter osv.). Her kan der dog støttes op omkring konkrete udviklingsinitiativer/relevante enkeltomkostninger.
Initiativer/målgrupper som allerede er dækket gennem ESAA-konceptet, er som udgangspunkt heller ikke relevant at støtte i denne sammenhæng, men der lægges vægt på sammenhæng og synergi med ESAA-indsatser.
Det er muligt at søge om både målrettede kortsigtede initiativer/indsatser, ligesom mere langsigtede/strukturelle initiativer er velkomne. For de mere modne talent-/elitemiljøer er der et øget fokus på kontinuitet, langsigtede indsatser samt større egenfinansiering, hvorimod der er større fokus på nyskabende initiativer i de mere udviklingsbaserede miljøer. Herunder også mindre krav til forankring og medfinansiering ved nye initiativer.
Støttekonceptet kombinerer økonomisk støtte og organisatorisk sparring. Ud over økonomiske midler tilbydes dialog, rådgivning og strategisk sparring, der skal styrke miljøernes langsigtede udvikling.
Støtten tildeles ofte for en to-årig periode, hvor der dog midtvejs foretages en midtvejsevaluering, og evt. tilpasning af støtte ved ændringer, forsinkelser osv.
Der uddeles årligt op til 2 mio. kr., fordelt på fire puljer:
-
Segment A: Internationalt niveau (talent + elite). Op til 150.000 kr. årligt.
-
Segment B: Internationalt niveau (talent). Op til 100.000 kr. årligt
-
Segment C: Lokalt- / nationalt niveau / projekt niveau. Op til 50.000 kr. årligt
-
OL-/PL-/VM-pulje: Op til 50.000 kr. årligt
Støttebeløbene er gradueret og afhænger af miljøets niveau, kvalitet og udviklingspotentiale. Miljøer kan maksimalt modtage støtte svarende til 50 % egenfinansiering, som skal dokumenteres via budgetter og evt. regnskaber.
Ansøgningsprocessen er forskellig afhængig af, om man allerede er samarbejdspartner - og dermed, om detaljer i miljøet er kendt.
Step 1
- Nye ansøgere: Udfyldelse af en række spørgsmål, som giver en mere objektiv analyse af det konkrete miljø. Dette efterfølges af en kvalitativ analyse ud fra en samtale omkring data mv. Hernæst vil man evt. modtage en anbefaling til at søge formelt afhængig af sportsligt potentiale, modenhed i talent-/elitemiljøet, faglige kompetencer samt organisationens styrke og kompetencer.
- Tidligere støttemodtagere: Vurdering af, om tidligere analyser fortsat er retvisende, samt levering af skriftlig evaluering af effekten på tidligere modtaget støtte.
Step 2
- Dialog med Eliteidræt Aarhus' sekretariat ift. rådgivning omkring status på den konkrete idræt og anbefalinger i forhold til mulig fremtidig ansøgning.
Step 3
- Indsendelse af formel ansøgning jf. tidsfrist (for nye initiativer, vil der altid være mulighed for at kontakte sekretariatet for at indgå aftale om evt. løbende sagsbehandling uden for ansøgningsvinduerne).
Step 4
- Vurdering af ansøgninger og evt. opfølgende dialog med ansøger - herunder evt. afklaring med specialforbund omkring den nationale relevans.
Step 5
- Begrundet tilsagn eller afslag.
- Ved afslag tilbydes altid dialog og feedback med henblik på fremtidig optagelse i støttekonceptet.
- Alternativt kan der indgås aftale om revurdering på et senere tidspunkt, hvis informationer er mangelfulde og/eller der er usikkerhed på setup/samarbejde mellem klubber, forbund mv.
OL-/PL-/VM-puljen er målrettede midler til særlige indsatser, som øger muligheden for kvalifikation og/eller præstationer til mesterskaber på øverste niveau, såsom OL, PL eller VM.
Midlerne tildeles pba. af ansøgning gennem de lokale talent-/elitemiljøer, og er ikke midler der gives til den enkelte udøvers leveomkostninger, men målrettet ekstraordinære indsatser/omkostninger relateret til mesterskabsjagten/mesterskabsperformance. Selve omkostningen ved at deltage i et mesterskab er som udgangspunkt ikke noget der støttes, da det anses som miljøets eget bidrag.
Frem mod OL/PL, kan der åbnes særlige ansøgningsrunder. Derudover, er det altid muligt at ansøge om støtte fra denne pulje, hvor omfanget ændres årligt, men er indeholdt i den samlede støttesum på godt 2 mio. kr. årligt. Typisk afsættes ca. 10 % af den samlede støtte til sådanne initiativer, og de typiske tildelinger vil være på 10.000 - 30.000 kr. per indsats baseret på faktiske omkostninger.
Modtager af bevillinger fra denne pulje forventes at agere som ambassadører for Sportsbyen Aarhus i relation til de indsatser der er tildelt støtte til.
Puljen er som udgangspunk målrettet mesterskaber "på øverste hylde" hvormed initiativer målrettet ungdoms-, junior- og ungseniormesterskaber som udgangspunkt ikke er inden for støtterammen. Der kan både søges støtte til enkeltudøvere, par og hold.
For mere info om formalia, ansøgningsformuler og rådgivning, kan man kontakte Eliteidræt Aarhus' sekretariat.
Godkendte miljøer indgår en samarbejdsaftale, som blandt andet indebærer:
-
Løbende status- og evalueringsmøder/-besøg fra Eliteidræt Aarhus med fokus på dialog, sparring og udvikling.
-
En samlet evaluering efter to år som grundlag for eventuelt fortsat samarbejde.
Møderne er ikke at regne for kontrol, men tænkt som dialog, samarbejde mv.
Eliteidræt Aarhus forbeholder sig retten til at regulere støtten, hvis den støttede aktivitet ikke er igangsat, forsinkes og/eller ændrer karakter.
Midler tildeles på baggrund af ansøgning, og sker efter både administrativ og politisk behandling.
Sekretariatet yder vejledning og rådgivning til alle led i processen efter behov.
Der afholdes efter behov opstartsmøder ifm. evt. bevillingstildelinger.
Der afholdes som minimum to opfølgningsmøder med Eliteidræt Aarhus i den to-årige støtteperiode. Vi forventer at afholde et midtvejsstatusmøde i Q4 2027/Q1 2028 og et slutevalueringsmøde i Q3 2028.
I forbindelse med midtvejsstatussen og slutevalueringen, skal støttemodtagerne udfylde en afrapportering af, hvordan støtten er anvendt. Ramme for evalueringen vil blive udsendt, når møderne er booket.
Opstår der ændringer i forhold til den oprindelse ansøgning, bliver et projekt forsinket eller lignende, skal Eliteidræt Aarhus' sekretariat kontaktes hurtigst muligt, så evt. replanlægning og tilpasset plan kan aftales.
Støtte fra Eliteidræt Aarhus' støttekoncept kan udbetales efter at klubben/foreningen har modtaget en bevillingsskrivelse fra sekretariatet, ved at sende en faktura på det bevilligede beløb til Fonden Eliteidræt Aarhus' CVR: 26505747 eller til økonomimedarbejder Kristina Høirup Olesen på khole@aarhus.dk.