Gå til hovedindhold

Svømning - Medaljeregn til Aarhus

AGF Svømning i stor resultatmæssig fremgang – og økonomisk rygstød til videre udvikling

Indhold

    Fra 11 til 30 DM-medaljer på et år, så er der ingen tvivl om, at AGF Svømning er i en voldsom resultatmæssig optur. Læg dertil en række danske rekorder i holdkapperne og den højeste procentdel af personlige rekorder blandt de danske topklubber, ved det netop overståede DM på kortbane, så skal der ikke den store akademiske eksamen til at regne ud, at den lokale klub er i en virkelig positiv udvikling.

    De bemærkelsesværdige resultater kommer kun få dage efter, at 3 af klubbens profiler (Jonas Gaur, Malthe Lindeblad samt Elias Elsgaard) var til Europamesterskaberne i polske Lublin sammen med Cheftræner Line Petersen, hvor det blev til en 9. plads til Jonas i 50 m og 100 m bryst samt en dansk rekord som bedste individuelle resultatet, ligesom både Malthe og Jonas fik finaler på CV’et via holdkapper. Så alt i alt en historisk december måned for de lokale svømmehelte!

    Cheftræner Line Petersen udtaler omkring den udvikling der pt. er i gang i det lokale svømmemiljø:

    ”Vi er inde i en rigtig positiv udvikling; det hårde arbejde i hverdagen og arbejdet på at skabe et stærkt miljø med gode værdier og fællesskab bærer frugt til de netop overståede stævner, hvor det hele går op i en højere enhed. Det er vi rigtig tilfredse med”

    Line Petersen, Cheftræner, AGF Svømmeafdeling
    AGF Svømning stillede med et stort hold ved dette års DM i svømning på kortbane i Greve

    AGF Svømning stillede med et stort hold ved dette års DM i svømning på kortbane i Greve

    Sportsbyens Aarhus’ støttekoncept bakker op om udviklingen

    AGF Svømning har i dagligdagen et tæt samarbejde med aktørerne bag Sportsbyen Aarhus. Både i forhold til ESAA-samarbejdet og ligeså gennem direkte støtte fra Støttekonceptet. Udover de flotte sportslige resultater, så har Fonden Elite Idræt Aarhus og Aarhus Kommune netop indgået en aftale om yderligere udvikling af det sportslige koncept, med tilførelse af ekstra ressourcer til at styrke trænersetup’et.

    Leder af Eliteidræt Aarhus, Mikkel Larsen tilføjer:

    "Vi ser store perspektiver i de sportslige muligheder i AGF Svømning. Både i den lokale talentudvikling og evnen til at tiltrække store talenter udefra, så formår AGF Svømning nu for alvor at føre svømmerne til ”næste niveau”. Vi tror på, at ved en styrkelse af det sportslige setup, vil vi få et miljø, som både på kort og lang sigt vil være en magtfaktor i dansk svømning – og med internationale perspektiver."

    Mikkel Larsen, Leder Eliteidræt Aarhus

    AGF Svømning slutter sig dermed til porteføljen på over 20 talent- og eliteidrætsmiljøer, som understøttes af det fælles støttekoncept via Fonden Elite Idræt Aarhus og Aarhus Kommune.

    AGF ved EM i svømning. Fra venstre Cheftræner Line Petersen, Elias Elsgaard, Jonas Gaur og Malthe Lindeblad

    AGF ved EM i svømning. Fra venstre Cheftræner Line Petersen, Elias Elsgaard, Jonas Gaur og Malthe Lindeblad

    Særlig indsats mod den internationale scene

    For yderligere at understøtte den eksplosive udvikling i AGF Svømning, så har en mindre gruppe af udøvere i et samlet projekt modtaget støtte fra den særlige pulje til understøttelse af OL og VM-kampagne.

    Som nævnt var der allerede ved det netop overståede EM hele 3 AGF’ere i vandet, og håbet er, at vi med den målrettede støtte kan hjælpe dels flere ud til internationale mesterskaber, og ligeså understøtte transitionen fra EM-niveauet til VM/OL-niveauet.

    Konkret er det målet at vi i inden udgang af 2027 har 2 lokale svømmere på VM/OL-niveau, og forhåbentlig kan hjælpen fra den særlige pulje være med til at understøtte klubbens satsning, så der vil være endnu flere lokale svømmere ved de internationale mesterskaber i fremtiden. Også derfor, har det også været vigtigt i støttetildelingen, at der sker en forankring i den sportslige udvikling blandt de lokale trænere og det aarhusianske træningsmiljø.

    AGF fejre endnu en holdkap sejr ved DM på kortbane

    AGF fejrer endnu en holdkap sejr ved DM på kortbane

    Sidst opdateret: 22. december 2025