Støtte til Skeletonpar
Pressemeddelelse:
Aarhus vil hjælpe skeleton-søskendepar til Vinter-OL
Foto: Fra venstre til højre Rasmus, Mikkel Larsen og Nanna på Viby Stadion inden det går løs på diverse iskanaler rundt i verden.
Det er ikke ofte, at Aarhus kan sende lokale atleter til Vinter-OL, men det er der gode chancer for denne vinter, når Milano Cortina afholder de 25. olympiske vinterlege 6. til 22. februar.
Det er søskendeparret fra Malling, Nanna og Rasmus Vestergård Johansen, der forhåbentligt kan indløse billetter til deres første OL i disciplinen skeleton, og som er vokset ud af skeleton-miljøet i den lille forening Aarhus Sliding.
Efter nøje at have holdt øje med udviklingen i miljøet de seneste par sæsoner, har Fonden Elite Idræt Aarhus og Aarhus Kommune valgt at bakke op om denne fantastiske mulighed i forbindelse med lanceringen af en ny og mere aktiv støttestrategi. Derfor er der indgået en økonomisk aftale med den lokale skeleton-klub for 2025 og 2026, som vil bidrage til at skabe optimale betingelser for de to OL-kandidater i deres jagt på kvalifikation og forberedelser frem mod Milano Cortina. Og forhåbentligt lægge et godt fundament for opstarten af den næste olympiade.
Om aftalen siger lederen af Eliteidræt Aarhus, Mikkel Larsen:
”Aarhus Kommune vil gerne understøtte, at man med base i Aarhus kan nå hvorhen det skal være - også til et Vinter-OL. Fonden Elite Idræt Aarhus har en pulje, hvor vi støtter VM- og OL-projekter, og vi vil gerne gøre noget ekstraordinært for dem, der har nogle ekstraordinære satsninger. Det har Nanna og Rasmus, og ved at støtte dem, håber vi, at de kan bruge endnu flere gode kræfter på at præstere og forberede sig bedst muligt frem mod OL i stedet for på at finde midlerne til at finansiere deres vej dertil.”
Forperson for Aarhus Sliding, Tom Johansen udtaler:
”Som meget lille miljø kan vi ikke tilbyde vores hjemby at udvikle en forening med mange unge mennesker. Det egner sporten skeleton sig ikke til, al den stund at vi har 700km til den nærmeste iskanal. Men det vi kan, er at bidrage til udviklingen af en generel idrætsglæde hos aarhusianske børn og unge ved at dele vores historie med så mange som muligt. Og derudover er det jo sjovt, at der findes en Vinter-OL-disciplin, hvor atleter fra Aarhus er bedre end atleter fra Norge, Sverige og Finland.”