STARK er ny Dual Career partner i Sportsbyen Aarhus
STARK er nu en del af Dual Career-samarbejdet i Sportsbyen Aarhus og åbner dermed døren for en ny type elevforløb, hvor unge talent- og eliteatleter får mulighed for at kombinere deres sportslige ambitioner med en erhvervsuddannelse.
STARK er nu en del af Dual Career-samarbejdet i Sportsbyen Aarhus og åbner dermed døren for en ny type elevforløb, hvor unge talent- og eliteatleter får mulighed for at kombinere deres sportslige ambitioner med en erhvervsuddannelse.
Med samarbejdet ønsker STARK at skabe fleksible rammer, der gør det muligt for unge atleter at udvikle sig både på banen og på arbejdsmarkedet. De nye elevforløb tilpasses den enkelte, så der tages hensyn til træning, konkurrencer og rejseaktivitet – uden at gå på kompromis med den faglige udvikling.
”Vi ser et stort potentiale i at tiltrække eliteatleter til vores elevforløb. De kommer med en stærk disciplin, målrettethed og evne til at arbejde struktureret – kompetencer, der er meget værdifulde i vores branche. Samtidig giver Dual Career-setup’et os mulighed for at tænke rekruttering på en ny og mere fleksibel måde,” siger Rikke Graae, HR Learning & Development Manager hos STARK.
I STARKs butik i Skejby er begejstringen for samarbejdet også stor. Her ser man ordningen som en naturlig forlængelse af virksomhedens fokus på udvikling og medarbejdertrivsel.
”For os giver det rigtig god mening at være med som Dual Career partner i Sportsbyen Aarhus. Vi får engagerede elever, som er vant til at tage ansvar og yde en ekstra indsats. Samtidig kan vi tilbyde dem en hverdag, hvor der er plads til deres sport – det skaber motivation og loyalitet,” siger Esben Fonnesbek, butikschef i STARK Skejby.
Hos Sportsbyen Aarhus bliver partnerskabet set som et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke mulighederne for unge atleter i Aarhus, som drømmer om at kunne tage en erhvervsrettet uddannelse og kickstarte sin erhvervskarriere.
”Samarbejdet med STARK er med til at åbne helt nye døre for vores atleter. Det udvider mulighederne for, at flere kan vælge en erhvervsrettet uddannelse uden at skulle gå på kompromis med deres idræt – et tilbud som kommer til at styrke hele talent- og elitemiljøet i Aarhus,” lyder det fra Mathias Vestergaard, konsulent i Sportsbyen Aarhus.
Med STARK som ny partner styrkes fundamentet for Dual Career i Aarhus, så unge talent- og eliteidrætsudøvere får muligheden for at forfølge både deres sportslige og professionelle drømme.