Fire lokale klubber får støtte fra den ekstraordinære trænerpulje
Fonden Elite Idræt Aarhus har netop uddelt midler fra den ekstraordinære trænerpulje, som har til formål at styrke trænerudviklingen i talent- og elitemiljøer i Aarhus.
Den ekstraordinære trænerpulje blev åbnet i efteråret 2025. Puljen kan give støtte til blandt andet uddannelse, studieture, seminarer og mentorforløb for trænere, og målet er at understøtte trænernes faglige udvikling og dermed løfte kvaliteten i de miljøer, hvor Aarhus’ talenter træner og konkurrerer.
"Netop stærke trænere har altid været et af kendetegnende i det aarhusianske talent- og eliteidrætsmiljø, og vi håber med initiativet at medvirke til at motivere og udvikle vores trænere til at fortsætte deres stærke indsatser også i de kommende år", udtaler leder af Eliteidræt Aarhus, Mikkel Larsen.
Indsatsen ligger i forlængelse af både DIF og Team Danmarks øgede fokus på netop dygtige og engagerede trænere som kulturbærere for både udvikling og kvalitet i idrætten. Som bl.a. Sportsdirektør i Team Danmark, Lars Balle Christensen udtaler: "Træneren er hjertet i enhver idrætsindsats – uanset om det er verdensklasseatleten, der jagter medaljer, eller barnet, der tager sine første skridt ind i foreningens trygge rammer. Det er træneren, der tænder gnisten, viser vejen og skaber rammerne, hvor glæde, fællesskab og ambition kan vokse side om side". Læs mere her: DIF og Team Danmark vil styrke de danske trænere.
I denne runde har fire klubber modtaget støtte:
- Gymnastikklub Aarhus til inspiration og erfaringsudvikling i form af en studietur til allerede etablerede gymnastik- og teamgymmiljøer i Danmark.
- Brydeklubben Thrott til en Studietur til Litauen for cheftræner Bagir Bogdanovs for at deltage i deres Olympiske Brydecenter.
- Aarhus 1900 Triathlon til mentorforløb for cheftræner Torben Rokkedal Lausch med sportspsykolog Kristoffer Henriksen.
- AGF Svømning til cheftræner Line Petersens deltagelse i uddannelsesgruppen Next Generation Coaches, hvor formålet er at uddanne mod international high performance.
De fire trænere, der har fået midler fra Fonden Elite Idræt Aarhus’ ekstraordinære trænerpulje. Øverst tv.: Frederik Nyborg, Gymnastikklub Aarhus, øverst th.: Bagir Bogdanovs, Brydeklubben Thrott. Nederst tv.: Torben Rokkedal Lausch, Aarhus 1900 Triathlon, nederst th.: Line Petersen, AGF Svømning.
Midlerne fra trænerpuljen vil blandt andet blive brugt til at give trænerne i de fire miljøer mulighed for videreuddannelse, inspirerende sparring, udenlandsophold og adgang til nye metoder, der kan styrke deres arbejde med de lokale talenter.
Stadig muligt at få støtte fra den ekstraordinære trænerpulje
Da der stadig er midler i den afsatte pulje, er der netop åbnet endnu et ansøgningsvindue. Denne gang målrettet trænerudviklingsaktiviteter i 2026.
Har din klub/træningsmiljø et projekt, der kan udvikle trænerkompetencer til gavn for det lokale miljø og målrettet talent- og eliteindsatser, har du mulighed for at finde informationer og ansøge på nedenstående link. Deadline for ansøgning er: 1. februar 2026