Når drømmen kræver mere end hårdt arbejde
Et nyt skoleår er begyndt for byens mange talenter og eliteatleter.
Når drømmen kræver mere end hårdt arbejde
Et nyt skoleår er begyndt for ESAA-eleverne. For nogle er det en velkendt hverdag, mens andre tager de første skridt ind i et miljø, hvor elitesport og uddannelse skal gå hånd i hånd. Men talentudvikling handler om mere end træning og resultater. Det handler også om at skabe de rette rammer, hvor unge mennesker kan trives og udvikle sig.
For unge talenter er hverdagen fyldt med undervisning, træning og konkurrencer. Derfor kræver det mere end vilje og talent at få det hele til at hænge sammen.
“Elitesport kræver meget træning og den rette træning på det rette tidspunkt. Derfor er det vigtigt at være omgivet af mennesker, der forstår de krav, sporten stiller, og som kan støtte den unge i at finde balancen mellem sport og skole” fortæller træningskoordinator i ESAA, Ulla Kolding.
Hos Sportsbyen Aarhus arbejder man for at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at unge idrætstalenter kan udvikle sig både sportsligt og personligt. ESAA er en vigtig del af den indsats og gør det muligt for unge at forfølge deres sportslige ambitioner uden at skulle gå på kompromis med deres uddannelse.
"ESAA skaber rammerne. Vi står for den praktiske del, så hverdagen kan fungere for den enkelte udøver i den enkelte idrætsgren” fortæller Ulla Kolding.
At satse på sin sport betyder også at træffe valg. Tid med venner, fritidsjob og andre aktiviteter må nogle gange vige for træning og konkurrencer. Derfor handler talentudvikling ikke kun om den sportslige udvikling, men også om at skabe en hverdag, der kan fungere på lang sigt.
“Hvis man skal være et sundt menneske, skal der også være andre ben at stå på end træning. Det skal være bæredygtigt på den lange bane, og derfor er det vigtigt både at få en uddannelse og have gode relationer omkring sig” siger Ulla Kolding.
Det er netop samspillet mellem sport, uddannelse og livet uden for sporten, der er en vigtig del af et godt talentmiljø. For selvom målet er at udvikle dygtige atleter, er det også vigtigt at skabe rammer, hvor de unge kan udvikle sig som mennesker. Og når ESAA-eleverne nu tager hul på et nyt skoleår, begynder endnu et år med ambitioner, træning og konkurrencer. Men også et år, hvor der skal være plads til uddannelse, relationer og et liv i balance. For sådan skal det være, når man er talent- og eliteatlet i Aarhus.
Vil du vide mere om ESAA og mulighederne for at kombinere elitesport og uddannelse? Besøg ESAA's hjemmeside og læs mere om tilbuddet til unge talenter, som gerne vil kombinere deres idræt med en uddanelse. Du kan også finde inspiration til talentudvikling og Aarhus' stærke idrætsmiljøer her på Sportsbyen Aarhus.