Aarhus Idrætsfond uddeler midler til talent- og eliterelaterede projekter
I foråret 2026 uddeler Aarhus Idrætsfond sine sidste midler.
Midlerne er målrettet til aarhusianske idrætsforeninger og idrætsmiljøer med fokus på enten bredde- og/eller talent- og eliteidræt.
Hvad er Aarhus Idrætsfond?
Aarhus Idrætsfond er med til at sikre, at Aarhus er en attraktiv og aktiv by, hvor idrætten står stærkt. En by, hvor der er gode vilkår for både det dedikerede og målrettede talentarbejde og de stærke fællesskaber, som lever i aarhusianernes hverdag.
Foreninger og frivillige kan søge fonden og få realiseret de visioner og ambitioner, der skal til for at udvikle foreningens forhold. Der kan søges til initiativer målrettet idrætten hjemhørende i Aarhus Kommune.
Støtten uddeles for sidste gang, hvorefter Aarhus Idrætsfond nedlægges. Foreningerne opfordres til at søge støtte til konkrete, afgrænsede projekter, der styrker udviklingen af deres respektive idrætter på både kort og lang sigt.
Hvem kan søge?
Alle idrætsforeninger og idrætsmiljøer i Aarhus Kommune kan søge.
Hvad kan der søges støtte til?
Aarhus Idrætsfond støtter projekter og initiativer, der:
- Styrker idrætten i Aarhus – både bredde, talent og elite
- Gør en konkret forskel for talent- og eliteudøvere – særligt i overgangene mellem ungdom, talent og senior
- Understøtter udviklingen af bæredygtige talentmiljøer
- Bidrager til bedre rammer for træning, udvikling og fastholdelse af atleter
- Har en klar start og en afgrænset løbetid på maksimalt 2 år
Fonden støtter som udgangspunkt indsatser, hvor andre offentlige støttemuligheder ikke rækker, og hvor det kommercielle grundlag (endnu) ikke er etableret.
Hvad støtter vi ikke?
- Idrætsbyggerier og facilitetsprojekter
- Lønninger til trænere eller atleter
- Godtgørelser til frivillige
- Traditionel drift eller faste driftsudgifter
- Kontingentdækning eller -reduktion
- Tilskuersportsrejser
- Personligt/individuelt udstyr (fx præmier, personligt tøj, sko m.m.)
- Initiativer rettet mod professionel udøvere
Fonden yder ikke støtte til:
- Enkeltpersoner
- Virksomheder
- Politiske organisationer
- Religiøse formål
Hvor meget kan man søge?
De resterende midler fra Aarhus Idrætsfond uddeles i to puljer:
- Den store pulje: 25.000 – 100.000 kr.
- Den lille pulje: op til 25.000 kr.
Hvilke kriterier lægger bestyrelsen vægt på?
Bestyrelsen prioriterer projekter, der:
- Bidrager markant til styrkelsen af idrætten / talent- og eliteidrætten i Aarhus
- Rammer udøvere direkte – gerne i alderen 15–25 år
- Har et konkret, overskueligt fokus og er klar til at blive eksekveret
- Har potentiale til at komme mange talent-/eliteudøvere til gavn
- Understøtter kvalitet, kontinuitet og langsigtet udvikling i idrætsmiljøerne
- Gerne indeholder egenfinansiering (positivt, men ikke et krav)
Der vil være en tydelig sammenhæng mellem det ansøgte beløbs størrelse og kravene til ansøgningens kvalitet. Ansøgninger om større beløb forventes velunderbygget med effektmål, data, behovsanalyse, forankring og dokumentation.
Hvem træffer beslutningen?
Det er bestyrelsen i Aarhus Idrætsfond, der beslutter, hvilke projekter der modtager støtte. Bestyrelsen består af repræsentanter fra Fonden Elite Idræt Aarhus, Idrætssamvirket Aarhus samt eksterne samarbejdspartnere.
Læs mere her: Aarhus Idrætsfond
Hvordan søger man?
Ansøgning sker ved at udfylde ansøgningsskemaet på Idrætssamvirkets hjemmeside.
Du tilgår ansøgningssiden her: Ansøgningsskema, Aarhus Idrætsfond
- Ansøgningen indsendes digitalt via formularen på Idrætssamvirkets hjemmeside.
- Ansøgningsfrist: Mandag d. 9. marts 2026 kl. 12.00.
Hvornår får man svar?
Du kan forvente svar på din ansøgning inden udgangen af april 2026. Alle støttemodtagere inviteres til reception og officiel overrækkelse af donation i maj 2026.
Vejledning og kontakt
Har du spørgsmål eller ønsker vejledning i forbindelse med din ansøgning, er du velkommen til at kontakte Eliteidræt Aarhus, som vejleder inden for initiativer rettet mod talent- og eliteidrætten.
Mikkel Larsen, 28 22 64 75, miklar@aarhus.dk
For initiativer målrettet den bredere foreningsidræt osv., opfordres man til at søge sparring hos Idrætssamvirket: Martin Borch, tlf. 29160918, mbo@isaarhus.dk
Hvorfor denne sidste uddeling?
Aarhus Idrætsfond har gennem årene modtaget og uddelt midler fra overskuddet på Royal Casino. Med nyt ejerskab på Royal Casino, markante ændringer i danskernes spillevaner og vækst i online spil og betting, er mulighederne for løbende at tilføre Aarhus Idrætsfond ophørt.
Det er derfor en enig bestyrelse i Aarhus Idrætsfond, der har besluttet, at de sidste midler fra fonden nu udbetales og fonden efterfølgende nedlægges.
Der skal lyde en stor tak til Royal Casino for et flot og godt samarbejde gennem mange år, hvor de uddelte midler er kommet rigtig mange aarhusianske idrætsforeninger og idrætsmiljøer til gavn.